Kaija Saariaho, composer in residence 2021

ART TALK. Lys og Klang

TORSDAG D. 29. JULI KL. 15-16 PÅ Glasmuseet, EBELTOFT


Moderator Esben Tange fra DR-P2 er ved denne art-talk i samtale med komponisten Kaija Saariaho og nogle af de kunstnere, hun arbejder tæt sammen med.

Mød årets composer-in-residence -en af vor tids betydeligste kunstnere. Lysets og klangens mester. Blandt Glasmuseets kunstværker dykker vi ned i komponistens univers, hvor musik, lys, natur og kunstformer mødes.

Billetpris kr. 120. Billetten inkluderer entré til Glasmuseet to dage, dvs. 29. og 30. juli

KØB HER

Den finske komponist Kaija Saariaho er festivalkomponist på I Djurs og Mols 2021 og bliver præsenteret ved en række koncerter, uropførelse, workshop og art talk. Kaija Saariaho (f. 1952) er en af vor tids betydeligste komponister. Karakteristisk for hendes musik er de transparente, organiske og ekspressive klangbilleder – ofte skabt med brug af elektroniske kompositioner blandet med akustisk musik.

På I Djurs og Mols zoomer vi ind på mødet mellem musik og lys. Her er Kaija Saariahos musik mere relevant end nogen anden. Saariaho er kendt for at kombinere akustisk og elektronisk musik med vægt på klange og klangfarver, og hendes værker slår bro til både billedkunstens, dansens og teatrets verden.
Før Saariaho uddannede sig som komponist, studerede hun både musik og kunst, og dette krydsfelt har således altid været et vigtigt omdrejningspunkt i hendes virke. Ofte henter hun inspiration uden for musikkens verden – det være sig i nattehimlen, naturen, kunsten eller litteraturen.

Hele hendes familie er kunstnere med forskellige indfaldsvinkler, som det kan opleves på festivalen, hvor datteren Aliisa Neige Barriére både er dirigent, violinist og oplæser. Sønnen Aleksi Barriére står for lysdesignet i Dråby Kirke. Hendes mand, den franske multimediekunstner Jean-Baptiste Barrière (f. 1958) arbejder i sine værker med samspillet mellem musik og billede. Han har komponeret musik til talrige multimedieshows og interaktive installationer, ligesom han skaber visuals til liveopførelser af en række komponisters værker. På I DJurs og Mols medvirker han med sit visuelle og elektroniske univers.

Kaija Saariaho har modtaget en lang række udmærkelser og priser for sin musik, herunder Nordisk Råds Musikpris i år 2000, en af verdens største priser – den amerikanske Grawemeyer Kompositionspris i 2003, Musical America Composer of the year 2008, Léonie Sonnings Musikpris i 2011 ved en koncert med DR Symfoniorkestret og i 2013 The Polar Music Prize sammen med den senegalesiske sanger og politiker, Youssou N’Dour.

 

Glasmuseet


Rødtjørnevej 44, 2720 Vanløse
Tlf. 2636 1978 – CVR. 33331169
EFFE LABEL LOGO 220